Af Anna-Mette Thomsen, autoriseret psykolog og specialist i psykotraumatologi, Inspires
Forestil dig et menneske, som gennem flere år har oplevet smerter, udmattelse, søvnproblemer og tilbagevendende fysiske symptomer.
Personen har været hos egen læge, speciallæger og forskellige behandlere.
Der er foretaget undersøgelser, taget blodprøver og måske stillet flere forskellige diagnoser.
Alligevel oplever personen, at ingen rigtig forstår den samlede situation.
Måske er nogle undersøgelser normale, mens andre viser konkrete helbredsproblemer.
Og måske har ingen spurgt til de oplevelser, personen har med sig fra barndommen.
Dette er en af de centrale problemstillinger i bogen Hvordan krænkede børn bliver syge voksne.
Når krop og psyke bliver adskilt
Traditionelt har sundhedsvæsenet i høj grad været organiseret omkring en opdeling mellem fysiske og psykiske sygdomme.
Hvis et menneske har ondt i kroppen, undersøges kroppens organer og væv.
Hvis et menneske har angst, depression eller traumereaktioner, rettes opmærksomheden mod det psykiske helbred.
Denne specialisering er nødvendig og har bidraget til store medicinske fremskridt.
Men opdelingen kan også skabe vanskeligheder.
For vores krop og vores psykiske liv fungerer ikke uafhængigt af hinanden.
Psykiske belastninger kan påvirke søvn, muskelspændinger, smertefølsomhed, hormonregulering og andre fysiologiske funktioner.
Omvendt kan fysiske sygdomme påvirke vores følelsesmæssige tilstand, energi og psykiske trivsel.
Vi er hele mennesker, også når vi bliver syge.
Når patientens historie ikke bliver hørt
Kirkengen og Næss rejser et vigtigt spørgsmål:
Hvad risikerer vi at overse, når vi primært interesserer os for de symptomer, vi kan måle og observere?
Forestil dig en kvinde, som har været udsat for gentagne seksuelle krænkelser i barndommen.
Som voksen oplever hun blandt andet smerter, søvnproblemer og vanskeligheder ved bestemte former for fysisk undersøgelse.
Hun har måske aldrig fortalt om sine oplevelser.
Ikke nødvendigvis fordi hun ønsker at skjule noget, men fordi erfaringerne kan være forbundet med skam, frygt eller en oplevelse af ikke at blive troet.
Hvis hendes behandlere udelukkende interesserer sig for de aktuelle symptomer, kan nogle sammenhænge forblive uopdagede.
Det betyder ikke, at symptomerne nødvendigvis skyldes overgrebene.
Men hendes historie kan indeholde vigtig information om, hvordan hun oplever kroppen, behandlingssituationen og sin egen sikkerhed.
Når hjælpen risikerer at blive endnu en krænkelse
For mennesker, der tidligere har oplevet grænseoverskridelser, kan bestemte behandlingssituationer være særligt sårbare.
Det kan eksempelvis være situationer, hvor personen skal afklædes, undersøges fysisk, fortælle intime detaljer eller overlade kontrollen til en fagperson.
Hvis patienten oplever ikke at blive hørt eller få sine grænser respekteret, kan situationen aktivere tidligere erfaringer med magtesløshed.
Kirkengen og Næss beskriver, hvordan mennesker kan opleve nye krænkelser i mødet med systemer, der egentlig har til opgave at hjælpe.
Det er en vigtig faglig pointe.
For en undersøgelse kan være medicinsk relevant og samtidig opleves utryg af patienten.
Derfor er det afgørende at sikre tydelig information, respekt for samtykke og mulighed for, at patienten kan stille spørgsmål eller bede om en pause.
Når patientens viden bliver undervurderet
Bogen behandler også begrebet videnbaseret uretfærdighed.
Det handler blandt andet om situationer, hvor et menneskes egen fortælling og erfaring ikke bliver tillagt tilstrækkelig betydning.
En patient kan eksempelvis opleve at få at vide:
"Vi kan ikke finde noget galt."
Men der er stor forskel på, at en undersøgelse ikke har identificeret en bestemt sygdom, og at patientens symptomer ikke er virkelige.
Når mennesker igen og igen oplever ikke at blive taget alvorligt, kan det skade tilliden til behandlere og gøre det vanskeligere at søge hjælp.
Særligt mennesker med tidligere erfaringer med at blive mistroet, afvist eller ydmyget kan være følsomme over for sådanne situationer.
Traumebevidst behandling
En traumebevidst tilgang handler om at være opmærksom på, hvordan tidligere belastninger kan påvirke menneskets reaktioner i nutiden.
Det betyder ikke, at alle patienter skal fortælle om deres barndom.
Det betyder heller ikke, at alle symptomer skal forklares med traumer.
Det betyder, at behandleren møder personen med nysgerrighed, respekt og forståelse for, at den enkeltes livserfaringer kan være relevante.
En sådan tilgang kan blandt andet indebære:
- At patienten bliver informeret om, hvad der skal ske.
- At undersøgelser gennemføres med respekt for personlige grænser.
- At der gives plads til spørgsmål og usikkerhed.
- At patientens egne oplevelser indgår i vurderingen.
- At både fysiske og psykiske forklaringer undersøges relevant.
- At forskellige faggrupper samarbejder, når problemstillingen er kompleks.
Det er vigtigt, at ansvaret for at fortælle om tidligere overgreb aldrig alene placeres hos patienten.
Mennesker skal kunne modtage ordentlig behandling, også når de ikke er klar til at fortælle deres historie.
Vi behandler ikke kun sygdomme. Vi behandler mennesker.
Et menneskes symptomer skal naturligvis undersøges fagligt og grundigt.
Men vi må samtidig være opmærksomme på, at patienten er mere end sine blodprøver, scanninger og diagnoser.
Mennesker kommer til behandling med forskellige erfaringer, livsbetingelser og forventninger.
Og for nogle mennesker er oplevelsen af at blive lyttet til, respekteret og taget alvorligt en særlig vigtig del af mødet med sundhedsvæsenet.
God behandling begynder ikke nødvendigvis med at kende hele menneskets historie. Men den kræver, at vi er villige til at forstå, at historien kan have betydning.
