← Blog

Kriser og traumer · 20.11.2026

Når kroppen husker det, barnet ikke kunne forstå

Af Anna-Mette Thomsen, autoriseret psykolog og specialist i psykotraumatologi, Inspires

Nogle mennesker oplever stærke kropslige reaktioner uden umiddelbart at forstå hvorfor.

De kan få hjertebanken, blive anspændte, føle kvalme eller opleve en pludselig følelse af utryghed i situationer, som tilsyneladende er ganske almindelige.

Andre har svært ved at mærke deres egne følelser. De kan fortælle om alvorlige oplevelser fra deres liv næsten uden følelsesmæssig reaktion.

Hvordan kan det hænge sammen?

En del af forklaringen kan findes i den måde, vores hjerne og nervesystem bearbejder overvældende erfaringer.

Når det ikke er muligt at flygte

Forestil dig et barn, der udsættes for gentagne ydmygelser, trusler eller overgreb fra en voksen, som barnet samtidig er afhængigt af.

Barnet kan ikke nødvendigvis flygte fra situationen.

Det kan heller ikke altid protestere eller få hjælp.

I nogle situationer bliver barnets bedste mulighed at tilpasse sig, undertrykke sine reaktioner eller forsøge at lukke af for det, der sker.

Denne form for psykologisk beskyttelse kan blandt andet involvere dissociation.

Dissociation betyder, at der kan opstå en midlertidig eller mere vedvarende adskillelse mellem aspekter af bevidsthed, hukommelse, følelser, kropsoplevelse eller oplevelsen af ens egen identitet.

Det kan eksempelvis opleves, som om man er følelsesmæssigt fraværende, ser sig selv udefra eller ikke rigtigt er til stede i sin egen krop.

En beskyttelsesmekanisme med en pris

I bogen Hvordan krænkede børn bliver syge voksne beskrives blandt andet beskyttende splitting.

Begrebet peger på, hvordan mennesker under overvældende belastninger kan forsøge at beskytte sig gennem en form for psykisk adskillelse.

Når en oplevelse er for overvældende til at kunne rummes, kan en person eksempelvis blive følelsesmæssigt afkoblet fra situationen.

På kort sigt kan det mindske den oplevede belastning.

Men hvis dissociative reaktioner bliver et tilbagevendende mønster, kan det skabe vanskeligheder senere i livet.

Mennesket kan eksempelvis få svært ved at mærke egne behov, sætte grænser eller forstå sammenhængen mellem kropslige reaktioner og følelsesmæssige situationer.

Det er dog vigtigt at understrege, at ikke alle mennesker, der har oplevet krænkelser, udvikler dissociation.

Kroppen kan reagere, før vi når at tænke

Vores hjerne vurderer konstant omgivelserne.

En lyd, en lugt, et bestemt tonefald eller en situation kan minde os om tidligere erfaringer.

Hos mennesker med traumatiske oplevelser kan sådanne påmindelser aktivere stærke følelsesmæssige og kropslige reaktioner.

Forestil dig en voksen, der bliver meget urolig, når en leder hæver stemmen.

Personen ved godt, at der ikke nødvendigvis er fare på færde.

Alligevel reagerer kroppen med spændinger, hjertebanken og en stærk impuls til at trække sig.

Hvis personen er vokset op med uforudsigelig vrede, kan reaktionen have forbindelse til tidligere erfaringer.

Kroppen reagerer på en mulig trussel, før personen har fået mulighed for at vurdere situationen nærmere.

Det betyder ikke, at kroppen lagrer en fuldstændig og uforanderlig hukommelse om alt, hvad vi har oplevet.

Det betyder, at traumatiske erfaringer kan påvirke vores indlærte reaktionsmønstre, hukommelse og fysiologiske respons.

Hvorfor kan det være så svært at forstå sine egne reaktioner?

Mennesker med belastende barndomsoplevelser kan have lært, at deres egne følelser ikke er vigtige.

Måske blev de mødt med udsagn som:

"Nu overdriver du."

"Det var da ikke noget at blive ked af."

"Du skal ikke være så følsom."

Når et barn gentagne gange får afvist sine oplevelser, kan det blive vanskeligt at udvikle tillid til egne følelsesmæssige signaler.

Som voksen kan personen derfor være usikker på, om vedkommende overhovedet har ret til at være vred, ked af det eller utryg.

Nogle bliver meget optagede af andres behov.

Andre mister kontakten til deres egne grænser.

Og nogle oplever først, hvor belastede de er, når kroppen begynder at reagere med søvnproblemer, udmattelse eller andre symptomer.

Disse symptomer kan dog også have mange andre årsager og bør vurderes ud fra den konkrete situation.

Når kroppen og psyken behandles hver for sig

En væsentlig pointe hos Kirkengen og Næss er, at vores traditionelle opdeling mellem fysisk og psykisk sygdom kan gøre det vanskeligt at forstå komplekse helbredsproblemer.

Et menneske kan have reelle fysiske smerter, samtidig med at tidligere traumatiske erfaringer påvirker smerteoplevelsen eller kroppens stressregulering.

Det gør ikke smerterne mindre virkelige.

Tværtimod.

Smerte er en reel oplevelse, som opstår gennem komplekse samspil mellem kroppens væv, nervesystemet, hjernen og menneskets samlede situation.

Derfor er det heller ikke hensigtsmæssigt at reducere uforklarede symptomer til, at de blot er psykiske.

Det er nødvendigt både at undersøge mulige fysiske sygdomme og at være nysgerrig på de belastninger, mennesket har været udsat for.

At skabe forbindelse mellem fortid og nutid

I psykologisk behandling kan det være hjælpsomt gradvist at undersøge forbindelsen mellem tidligere erfaringer og aktuelle reaktioner.

Hvilke situationer aktiverer utrygheden?

Hvilke kropslige signaler opstår?

Hvad oplever personen at være i fare for?

Og hvilke reaktioner giver mening i lyset af tidligere erfaringer?

Formålet er ikke at presse bestemte erindringer frem.

Det er at hjælpe mennesket med at forstå og håndtere de reaktioner, der skaber vanskeligheder i nutiden.

En reaktion, der virker uforståelig i dag, kan have været en meningsfuld måde at beskytte sig på tidligere i livet.

Når vi forstår den sammenhæng, får vi bedre muligheder for at ændre reaktionen.