Af Anna-Mette Thomsen, autoriseret psykolog og specialist i arbejds og organisationspsykologi, Inspires
Nogle mennesker er altid dem, der hjælper.
De tager den ekstra opgave, lytter til kollegaen, der har det svært, forsøger at løse konflikter og stiller op, når andre har brug for noget.
De bliver ofte beskrevet som omsorgsfulde, loyale og ansvarsbevidste.
Men der er en bagside ved at være den, der altid hjælper.
For hvad sker der, når hjælpsomheden betyder, at man glemmer sine egne behov?
Når hjælpen bliver til overansvar
I psykologien beskriver dramatrekanten tre roller, som kan opstå i belastede relationer: offeret, redderen og krænkeren.
Redderrollen er særlig interessant, fordi den ofte begynder med noget positivt.
Et oprigtigt ønske om at gøre en forskel.
Problemet opstår, når vi begynder at tage ansvar for forhold, som andre mennesker selv har et ansvar for.
Forestil dig en medarbejder, som igen og igen hjælper en kollega med at færdiggøre opgaver.
I begyndelsen føles det naturligt.
Kollegaen er presset, og man vil gerne være hjælpsom.
Men efter nogle måneder bliver hjælpen nærmest en forventning.
Medarbejderen bruger længere tid på arbejdet, springer pauser over og begynder at føle irritation.
Alligevel fortsætter hjælpen.
For det føles forkert at sige nej.
Hvorfor har nogle mennesker så svært ved at sige nej?
Der kan være flere psykologiske forklaringer.
Nogle har tidligt lært, at deres værdi hænger sammen med at være nyttige for andre.
Andre har erfaringer med, at konflikter, skuffelse eller vrede kan være ubehagelige eller truende. Derfor forsøger de at forebygge disse reaktioner ved at tilpasse sig.
Hos andre handler det om høje krav til sig selv.
De ønsker at være den gode kollega, den forstående partner eller den ansvarlige leder.
Fælles er, at hensynet til andre gradvist kan komme til at fylde mere end hensynet til egne grænser.
Det kan vise sig ved, at man:
- Har svært ved at sige nej, selv når man er presset.
- Føler skyld, når andre bliver skuffede.
- Tager ansvar for andres humør og reaktioner.
- Hjælper, selvom ingen har bedt om det.
- Bliver frustreret over, at hjælpen ikke bliver værdsat.
- Tilsidesætter egne behov for at undgå konflikter.
Det betyder ikke, at omsorg er et problem. Problemet opstår, når hjælpen bliver styret af skyld, frygt eller en oplevelse af at skulle være uundværlig.
Fra redder til krænker
Noget af det mest interessante ved dramatrekanten er, at redderen kan ende i den modsatte rolle.
Når vi gennem længere tid giver mere, end vi har overskud til, kan der opstå frustration.
Måske begynder vi at tænke:
"Hvorfor er det altid mig, der skal ordne det hele?"
Eller:
"Hvorfor kan hun ikke bare tage ansvar for sig selv?"
Den person, vi oprindeligt ønskede at hjælpe, bliver nu genstand for vores irritation.
Redderen bliver krænker.
Og hvis vi efterfølgende føler os udnyttet eller overset, kan vi selv havne i offerrollen.
Det er et eksempel på, hvordan en relation kan blive fastlåst, selvom ingen nødvendigvis ønskede, at det skulle ske.
Overansvar kan være en vej til belastning
Som psykolog er jeg særligt optaget af, hvordan vores måde at tage ansvar på påvirker vores trivsel.
Mennesker med et stort ansvarsfokus kan have vanskeligt ved at mærke, hvornår deres egne ressourcer er ved at være opbrugte.
De fortsætter, fordi der altid er nogen, der har brug for dem.
Men når vi gentagne gange overskrider vores egne grænser, kan det bidrage til vedvarende belastning.
Det er dog vigtigt at skelne mellem personlige mønstre og faktiske arbejdsforhold. Et menneske kan være overbelastet, fordi opgavemængden ganske enkelt er for stor. Her er løsningen ikke alene at blive bedre til at sige nej. Arbejdsbetingelserne skal også ændres.
Hjælp uden at overtage
Sund hjælpsomhed handler ikke om at være mindre omsorgsfuld.
Det handler om at kunne hjælpe uden at miste sig selv.
Der er stor forskel på at sige:
"Jeg skal nok klare det for dig."
Og:
"Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan løse det."
Den første tilgang kan gøre den anden mere afhængig af hjælpen.
Den anden giver plads til både omsorg og ansvar.
Prøv at stille dig selv tre spørgsmål, næste gang du mærker impulsen til at redde nogen:
Har personen faktisk bedt om min hjælp?
Vi kan let komme til at tilbyde løsninger, før vi har undersøgt, hvad den anden har brug for.
Er det mit ansvar at løse problemet?
Vi kan godt engagere os uden at overtage ansvaret.
Har jeg reelt overskud til at hjælpe?
Et ja, der gives på bekostning af egne grænser, kan senere føre til irritation og udmattelse.
At sige nej er ikke det samme som at svigte
Mange mennesker forbinder grænsesætning med egoisme.
Men tydelige grænser er en vigtig del af sunde relationer.
Når vi kan sige, hvad vi har mulighed for, og hvad vi ikke kan påtage os, bliver vores hjælp mere bæredygtig.
Vi bliver tydeligere over for andre mennesker.
Og vi giver samtidig andre mulighed for at tage ansvar for deres eget liv.
Den vigtigste forskel er ikke, hvor meget vi hjælper. Det er, om vores hjælp gør både os selv og den anden mere handlekraftige.