Af Anna-Mette Thomsen, autoriseret psykolog og specialist i psykotraumatologi, Inspires
Hvorfor har nogle mennesker så svært ved at sige nej?
Hvorfor bliver andre meget bange for at blive forladt?
Og hvorfor kan det føles næsten umuligt at stole på et andet menneske, selv når der ikke er nogen umiddelbar grund til mistillid?
Svarene kan nogle gange findes i de relationer, vi voksede op med.
Vores første erfaringer med andre mennesker er med til at forme vores forventninger til relationer, vores selvopfattelse og måden, vi reagerer på følelsesmæssig nærhed.
Når dem, der skulle beskytte, også skaber frygt
Børn er afhængige af voksne.
De har brug for omsorg, følelsesmæssig tilgængelighed og en oplevelse af sikkerhed.
Men hvad sker der, når den voksne, som barnet har brug for, samtidig er den person, barnet frygter?
Det kan eksempelvis være en forælder, som er voldsomt kritisk, uforudsigelig, kontrollerende eller følelsesmæssigt afvisende.
Barnet befinder sig i et grundlæggende dilemma.
Det har brug for nærhed og beskyttelse, men relationen er samtidig forbundet med utryghed.
Når sådanne erfaringer gentages, kan de påvirke barnets forståelse af både sig selv og andre.
Barnet kan eksempelvis begynde at udvikle forestillinger som:
"Jeg er ikke vigtig."
"Jeg skal gøre mig fortjent til kærlighed."
"Andre mennesker kan ikke rigtig stoles på."
"Jeg må ikke vise, når jeg har brug for noget."
Disse forestillinger kan fortsætte langt ind i voksenlivet.
Når selvværdet bliver præget af skam
Der er forskel på skyld og skam.
Skyld handler typisk om oplevelsen af at have gjort noget forkert.
Skam handler i højere grad om oplevelsen af selv at være forkert.
Et barn, der gentagne gange bliver ydmyget, afvist eller gjort ansvarligt for voksnes følelser, kan begynde at opfatte problemerne som et udtryk for noget grundlæggende galt ved barnet selv.
Det kan være særlig belastende, når krænkelsen sker i en relation, hvor barnet er afhængigt af den voksne.
For barnet har ikke samme mulighed som en voksen for at vurdere relationen udefra.
Hvis den voksne gentagne gange reagerer med vrede eller afvisning, kan barnet forsøge at forklare det med, at det selv ikke er godt nok.
Som voksen kan denne grundlæggende følelse af utilstrækkelighed vise sig som perfektionisme, selvkritik eller et konstant behov for andres anerkendelse.
Hvorfor bliver nogle mennesker overansvarlige?
Forestil dig en pige, der vokser op med en forælder, hvis humør skifter meget.
Hun lærer hurtigt, at stemningen i hjemmet bliver bedre, når hun er sød, hjælpsom og ikke stiller krav.
Hun bliver dygtig til at mærke, hvad andre mennesker har brug for.
Men måske bliver hun samtidig mindre opmærksom på sine egne behov.
Som voksen er hun den, der altid stiller op.
Hun tager ekstra opgaver på arbejdet, forsøger at skabe fred i konflikter og har svært ved at sige nej.
Hun oplever måske stor skyld, når andre bliver utilfredse med hende.
Det, der engang hjalp hende med at skabe størst mulig tryghed, kan nu være blevet et mønster, som belaster hende.
Det er vigtigt at understrege, at hjælpsomhed og ansvarlighed i sig selv er positive egenskaber.
Problemet opstår, når mennesket ikke længere oplever at have et reelt valg.
Når gamle erfaringer bliver aktiveret i nye relationer
Tidligere krænkelser kan påvirke, hvordan vi fortolker andre menneskers handlinger.
En partner, der trækker sig under en konflikt, kan eksempelvis aktivere en intens frygt for at blive forladt.
En chef, der giver en almindelig faglig tilbagemelding, kan vække en stærk følelse af at være utilstrækkelig.
Og en uenighed med en ven kan opleves som en trussel mod hele relationen.
Reaktionen kan være stærkere, end situationen umiddelbart tilsiger.
Det betyder ikke, at personen reagerer forkert med vilje.
Det kan betyde, at tidligere erfaringer påvirker oplevelsen af den aktuelle situation.
Kan krænkelser gentage sig gennem generationer?
Kirkengen og Næss beskriver også, hvordan belastninger og vold kan indgå i mønstre, der gentager sig i familier.
Mennesker, der selv er vokset op med utryghed, kan have vanskeligere ved at håndtere bestemte følelsesmæssige situationer som voksne.
Hvis de ikke har haft mulighed for at udvikle andre strategier, kan nogle mønstre komme til at præge deres egne nære relationer.
Men det er afgørende at fremhæve, at mennesker, der selv har været udsat for krænkelser, ikke automatisk kommer til at krænke deres egne børn.
Mange udvikler tværtimod en stærk bevidsthed om, hvordan de ønsker at være anderledes som forældre.
Trygge relationer, selvindsigt, behandling og ændrede livsbetingelser kan være med til at bryde negative mønstre.
Vi kan lære noget nyt om relationer
Vores tidlige erfaringer har betydning.
Men de bestemmer ikke hele vores fremtid.
Som voksne kan vi gradvist udvikle større tillid til egne behov og lære at indgå i relationer på andre måder.
Det kan blandt andet handle om at lære at:
- Sætte grænser uden overvældende skyld.
- Udtrykke behov uden frygt for afvisning.
- Håndtere uenighed uden at opleve relationen som truet.
- Skelne mellem tidligere erfaringer og den aktuelle situation.
- Møde sig selv med mindre kritik og mere forståelse.
For mennesker med alvorlige traumatiske erfaringer kan det kræve et længere psykologisk behandlingsforløb.
Men forandring er mulig.
Vi kan ikke ændre den barndom, vi har haft. Men vi kan arbejde med de forestillinger om os selv og andre, som barndommen har efterladt.
Og netop dét kan få stor betydning for vores livskvalitet som voksne.
