Af Anna-Mette Thomsen, autoriseret psykolog, specialist og supervisor i psykotraumatologi og arbejds og organisationspsykologi, Inspires
Hvorfor bliver nogle mennesker ved med at indgå i relationer, hvor de føler sig magtesløse? Hvorfor har andre så svært ved at sige nej, at de tilsidesætter sig selv? Og hvorfor reagerer nogle mennesker med voldsom vrede eller kritik, når de føler sig pressede?
Svarene kan i nogle tilfælde findes i barndommen.
De erfaringer, vi gør os i vores tidligste relationer, kan få stor betydning for, hvordan vi opfatter os selv, reagerer på konflikter og håndterer følelsesmæssigt pres som voksne.
Når et barn vokser op med krænkelser, omsorgssvigt, uforudsigelighed eller psykisk vold, kan det udvikle strategier, der hjælper barnet med at håndtere utrygheden.
Men de samme strategier kan senere skabe vanskeligheder i voksenlivet.
Her bliver sammenhængen mellem barndomstraumer, dramatrekanten og traumebehandling med EMDR særlig interessant.
Når barndommen bliver en del af kroppens beredskab
I bogen Hvordan krænkede børn bliver syge voksne beskriver Anna Luise Kirkengen og Ane Brandtzæg Næss, hvordan belastende barndomsoplevelser kan påvirke både vores psykiske og fysiske helbred.
Et barn, der vokser op i utryghed, kan blive nødt til konstant at være opmærksom på omgivelserne.
Barnet lærer måske at aflæse den voksnes humør, undgå konflikter og tilpasse sin adfærd for ikke at udløse vrede eller afvisning.
Når sådanne erfaringer gentages, kan de påvirke barnets stressregulering og forventninger til andre mennesker.
Hjernen og kroppen udvikler sig i samspil med omgivelserne. Derfor kan langvarige belastninger i barndommen få betydning for, hvordan mennesket senere reagerer på stress, usikkerhed og konflikter.
For nogle viser konsekvenserne sig som angst, depression eller traumereaktioner.
Andre oplever søvnproblemer, kroniske smerter eller andre helbredsproblemer, hvor tidligere belastninger kan være én blandt flere medvirkende faktorer.
Og for andre bliver konsekvenserne særligt tydelige i deres relationer.
Dramatrekanten: Når gamle overlevelsesstrategier viser sig i voksenlivet
Psykiater Stephen Karpman udviklede i 1968 dramatrekanten som en model til at forstå fastlåste konflikter og uhensigtsmæssige relationelle mønstre.
Modellen beskriver tre roller: offeret, redderen og krænkeren.
Det interessante er, at rollerne i nogle tilfælde kan hænge sammen med erfaringer, vi har gjort os tidligere i livet.
Dramatrekanten er ikke en traumediagnose, og modellen dokumenterer ikke i sig selv, at bestemte barndomsoplevelser fører til bestemte roller.
Men den kan være et nyttigt redskab til at forstå, hvordan gamle reaktionsmønstre viser sig i aktuelle relationer.
Offerrollen: Når hjælpeløsheden bliver velkendt
Forestil dig et barn, der gentagne gange oplever, at det ikke nytter noget at protestere.
Barnet bliver måske kritiseret, afvist eller straffet, når det forsøger at udtrykke sine behov.
Med tiden kan barnet lære, at det ikke har indflydelse på sin egen situation.
Som voksen kan denne erfaring komme til udtryk som en stærk følelse af magtesløshed.
Personen kan have svært ved at sætte grænser, træffe beslutninger eller tro på, at det er muligt at ændre en vanskelig situation.
Det betyder ikke, at personen ikke ønsker forandring.
Men tidligere erfaringer kan have skabt en grundlæggende forventning om, at egne handlinger ikke gør nogen forskel.
Det er afgørende at skelne mellem offerrollen som et psykologisk reaktionsmønster og det faktisk at være offer for vold, overgreb eller krænkelser.
Et barn, der bliver krænket af en voksen, er ikke medansvarligt for krænkelsen. Ansvaret ligger hos den, der begår overgrebet.
Redderrollen: Når kærlighed bliver forbundet med ansvar
Andre børn lærer tidligt, at de skal tage ansvar for de voksnes følelser.
Måske har barnet en forælder, der ofte er vred, ked af det eller følelsesmæssigt utilgængelig.
Barnet forsøger derfor at skabe ro.
Det hjælper, trøster, tilpasser sig og tilsidesætter sine egne behov.
Barnet kan udvikle en forestilling om, at det har ansvar for andre menneskers trivsel.
Som voksen kan denne strategi vise sig som redderrollen.
Personen bliver den, der altid hjælper, tager ekstra ansvar og forsøger at løse andres problemer.
Men hjælpsomheden kan blive belastende, når personen mister kontakten til egne behov og grænser.
Nogle oplever først konsekvenserne, når de bliver udmattede, stressbelastede eller begynder at føle irritation over for mennesker, de ellers gerne vil hjælpe.
Det, der engang var en måde at bevare trygheden på, kan være blevet en kilde til belastning.
Krænkerrollen: Når kontrol bliver en måde at håndtere utryghed på
Et barn, der vokser op med kritik, ydmygelser eller uforudsigelig vrede, kan lære, at relationer handler om magt, kontrol og risikoen for at blive såret.
Nogle mennesker udvikler senere en særlig følsomhed over for kritik eller oplevelsen af at miste kontrollen.
Når de føler sig truede eller utilstrækkelige, kan de reagere med vrede, kritik eller bebrejdelser.
I dramatrekanten beskrives dette som krænkerrollen.
Bag en kritisk og kontrollerende reaktion kan der i nogle tilfælde ligge en stærk følelse af sårbarhed.
Det er dog vigtigt at understrege, at tidligere krænkelser ikke automatisk fører til krænkende adfærd.
Og selvom vi kan forstå baggrunden for et menneskes reaktioner, fritager det aldrig personen for ansvaret for egne handlinger.
At forstå en adfærd er ikke det samme som at acceptere den.
Hvorfor gentager vi de samme mønstre?
Mange voksne er intellektuelt klar over, at deres reaktioner ikke altid er hensigtsmæssige.
De ved godt, at de ikke behøver at gøre alle tilfredse.
De ved godt, at de har ret til at sige nej.
Og de ved godt, at en almindelig uenighed ikke nødvendigvis betyder, at relationen er truet.
Alligevel kan de opleve, at kroppen reagerer, før de når at tænke sig om.
En kritisk bemærkning kan udløse intens skam.
En partners tavshed kan fremkalde en stærk frygt for at blive forladt.
Og en andens frustration kan vække en næsten uimodståelig trang til straks at løse problemet.
Når vi oplever noget, der minder om tidligere truende situationer, kan vores følelsesmæssige og fysiologiske reaktioner blive aktiveret.
Vi reagerer dermed ikke nødvendigvis kun på det, der sker lige nu.
Vi kan også reagere på det, situationen minder os om.
Det er en af grundene til, at indsigt alene ikke altid er tilstrækkeligt til at ændre et reaktionsmønster.
Hvordan kan EMDR hjælpe?
EMDR står for Eye Movement Desensitization and Reprocessing og er en evidensbaseret psykoterapeutisk behandlingsmetode til PTSD.
Metoden anvendes til at bearbejde traumatiske erindringer og de følelsesmæssige, kropslige og negative selvopfattelser, som kan være knyttet til dem.
I EMDR arbejder vi blandt andet med at identificere bestemte erindringer og de forestillinger, klienten har udviklet om sig selv på baggrund af oplevelserne.
Det kan eksempelvis være:
"Jeg er ikke god nok."
"Jeg kan ikke gøre noget."
"Jeg er ikke vigtig."
"Det er mit ansvar, at andre har det godt."
"Jeg er ikke i sikkerhed."
Disse overbevisninger kan være opstået i situationer, hvor barnet reelt var magtesløst, utrygt eller afhængigt af en voksen, som ikke gav tilstrækkelig omsorg.
I behandlingen arbejder klienten med udvalgte traumatiske erindringer under terapeutisk guidning. Her anvendes blandt andet bilateral stimulation, ofte i form af øjenbevægelser.
Formålet er at mindske den belastning, som erindringerne fortsat medfører, og hjælpe klienten med at udvikle en mere hensigtsmæssig forståelse af sig selv og sine muligheder.
Det betyder ikke, at erindringerne forsvinder.
Men de kan blive mindre følelsesmæssigt belastende.
Fra gamle overbevisninger til nye muligheder
Forestil dig en kvinde, der har svært ved at sige nej.
Hun oplever skyld, når andre bliver skuffede, og hun føler sig ansvarlig for at sikre, at alle omkring hende har det godt.
Hun forstår egentlig godt, at hendes ansvarsfølelse er overdreven.
Alligevel fortsætter mønstret.
Når vi undersøger hendes tidligere erfaringer, viser det sig måske, at hun som barn ofte skulle tage hensyn til en følelsesmæssigt ustabil forælder.
Hun lærte, at det var nødvendigt at være hjælpsom og undgå konflikter.
Det var en strategi, der gav mening i hendes barndom.
Men som voksen skaber den problemer.
I et EMDR forløb kan vi arbejde med konkrete belastende erindringer, som er knyttet til hendes frygt, skyldfølelse og negative selvopfattelse.
En tidligere overbevisning som:
"Jeg er ansvarlig for, at andre har det godt."
Kan gradvist erstattes af en mere realistisk forståelse:
"Jeg må gerne tage hensyn til andre uden at tilsidesætte mig selv."
Et andet eksempel kan være en klient, som reagerer med stærk uro, når nogen udtrykker utilfredshed.
Hvis reaktionen hænger sammen med tidligere erfaringer med voldsom kritik eller afvisning, kan traumebearbejdning mindske belastningen ved disse minder.
Det kan give klienten bedre mulighed for at skelne mellem tidligere erfaringer og den aktuelle situation.
Forandringen består ikke blot i at lære en ny sætning.
Den består i, at tidligere erfaringer gradvist får mindre følelsesmæssig indflydelse.
Når vi arbejder med fortiden, kan nutiden ændre sig
Her mødes de to perspektiver.
Dramatrekanten kan hjælpe os med at få øje på de mønstre, vi gentager i relationer.
Psykotraumatologien kan hjælpe os med at forstå, hvorfor nogle af disse reaktioner er blevet så stærke og automatiske.
Og EMDR kan, når reaktionerne hænger sammen med traumatiske erfaringer, være en relevant metode til at bearbejde de erindringer, der fortsat udløser belastning.
Det er dog vigtigt at understrege, at EMDR ikke er dokumenteret som en specifik behandling af dramatrekantens roller.
Den videnskabelige dokumentation vedrører først og fremmest behandling af PTSD.
Sammenkoblingen mellem dramatrekanten og EMDR er derfor en klinisk forståelsesramme, hvor modellen kan bruges til at undersøge relationelle mønstre, mens traumebehandlingen målrettes de vanskeligheder, klienten faktisk oplever.
Når kroppen også bærer på konsekvenserne
Barndommens krænkelser kan have konsekvenser, der rækker ud over relationerne.
Forskning i belastende barndomsoplevelser har vist sammenhænge med både psykiske vanskeligheder og øget risiko for forskellige fysiske helbredsproblemer.
Langvarig stressbelastning kan påvirke kroppens reguleringssystemer og være én af flere faktorer, der har betydning for senere sygdom.
Det betyder imidlertid ikke, at alle fysiske symptomer skyldes traumer.
Og det betyder heller ikke, at traumebehandling automatisk helbreder kroniske fysiske sygdomme.
Men for klienter med traumatiske erfaringer kan en relevant psykologisk behandling være med til at mindske traumereaktioner, skabe større følelsesmæssig ro og forbedre livskvaliteten.
Det er derfor vigtigt at se på både kroppens symptomer, menneskets aktuelle livsbetingelser og de erfaringer, som kan have været med til at forme reaktionsmønstrene.
Forandring handler ikke om at placere skyld
Når vi arbejder med tidligere krænkelser og deres konsekvenser, er det afgørende, at vi ikke gør klienten ansvarlig for det, vedkommende har været udsat for.
Et barn har ikke ansvaret for voksnes vold, omsorgssvigt eller krænkende handlinger.
Og en voksen, der aktuelt lever i en voldelig eller kontrollerende relation, skal ikke mødes med en forklaring om, at vedkommende blot skal træde ud af offerrollen.
Her er beskyttelse, sikkerhed og ansvarliggørelse af den person, der krænker, det afgørende.
Arbejdet med dramatrekanten handler derimod om at undersøge de mønstre, der kan opstå i relationer, og som vi har mulighed for at ændre.
Det er to forskellige problemstillinger, som ikke må forveksles.
Det er muligt at leve anderledes
En af de mest betydningsfulde erfaringer i arbejdet med mennesker med traumatiske oplevelser er, at tidligere erfaringer ikke behøver at definere hele voksenlivet.
Mennesker kan udvikle nye måder at forstå sig selv på.
De kan lære at mærke egne behov og grænser.
De kan udvikle større tryghed i deres relationer.
Og de kan arbejde med de traumatiske erindringer, der fortsat påvirker deres følelsesmæssige reaktioner.
For nogle er det en gradvis proces, som kræver længere tids behandling.
For andre kan mere afgrænsede behandlingsforløb skabe betydelige forbedringer.
Det afhænger blandt andet af belastningernes karakter, de aktuelle symptomer og klientens samlede livssituation.
Det væsentlige er, at vi ikke kun ser på de handlinger og reaktioner, der skaber problemer i dag.
Vi undersøger også, hvilke erfaringer der kan have været med til at skabe dem.
For det, der engang var nødvendigt for at overleve, behøver ikke fortsat at styre livet.
Vi kan ikke ændre det, der skete i barndommen. Men vi kan bearbejde de erfaringer, der fortsat gør ondt, og skabe nye muligheder for at leve, handle og være i relationer.
Og måske er det netop dér, den største forandring begynder.
