← Blog

Relationer · 15.11.2026

Dramatrekanten på arbejdspladsen: Når konflikter tager fokus fra kerneopgaven

Af Anna-Mette Thomsen, autoriseret psykolog og specialist i arbejds og organisationspsykologi, Inspires

En medarbejder føler sig uretfærdigt behandlet. En kollega forsøger at hjælpe. Lederen bliver frustreret over, at problemet ikke bliver løst.

Pludselig handler samtalerne ikke længere om opgaver, ansvar og arbejdsvilkår.

De handler om, hvem der har skylden.

Mange arbejdspladser oplever konflikter, der begynder med en konkret udfordring, men gradvist udvikler sig til personlige modsætninger.

Her kan dramatrekanten være et nyttigt psykologisk redskab.

Tre roller, der kan fastholde konflikter

Dramatrekanten er udviklet af psykiater Stephen Karpman og beskriver tre positioner, som vi kan indtage i konflikter.

Offerrollen: Medarbejderen oplever afmagt og føler, at andre er ansvarlige for situationen.

Redderrollen: En kollega eller leder forsøger at løse problemerne på den andens vegne.

Krænkerrollen: En person reagerer med kritik, kontrol eller bebrejdelser.

Rollerne opstår ofte uden bevidst hensigt, og den samme person kan bevæge sig mellem alle tre.

Lad os se på et eksempel.

Når lederen bliver en del af konflikten

To medarbejdere er uenige om opgavefordelingen.

Den ene oplever, at hun altid får de mest krævende opgaver. Hun henvender sig til sin leder og fortæller, at kollegaen ikke tager sin del af ansvaret.

Lederen ønsker hurtigt at skabe ro og beslutter at omfordele opgaverne uden først at undersøge begge perspektiver.

Lederen bliver redder.

Den anden medarbejder oplever beslutningen som uretfærdig og reagerer vredt.

Lederen bliver frustreret og begynder at kritisere medarbejderens samarbejdsvilje.

Nu har lederen bevæget sig ind i krænkerrollen.

Den oprindelige uenighed om opgaver er blevet til en konflikt om relationer, loyalitet og retfærdighed.

Og ingen har endnu fået undersøgt, hvorfor opgavefordelingen ikke fungerede.

Hvorfor kommer ledere til at redde?

Mange ledere har et stærkt ønske om at skabe trivsel.

De ønsker, at medarbejderne har det godt, og at samarbejdet fungerer.

Men netop dette ønske kan blive en udfordring, hvis lederen begynder at føle sig ansvarlig for at fjerne alle frustrationer.

En leder kan godt tage ansvar for rammer, beslutninger og arbejdsmiljø.

Men en leder kan ikke sikre, at alle medarbejdere altid er tilfredse.

Når ledelse bliver et forsøg på at undgå ubehagelige følelser, kan det medføre uklare forventninger og beslutninger, der ikke bliver truffet på et tilstrækkeligt grundlag.

Det kræver psykologisk robusthed at kunne rumme medarbejderes frustration uden straks at overtage problemet eller placere skylden.

Psykologisk tryghed betyder ikke konfliktfrihed

Et vigtigt begreb i moderne organisationspsykologi er psykologisk tryghed.

Begrebet er blandt andet undersøgt af Harvardforskeren Amy Edmondson.

Psykologisk tryghed handler om, hvorvidt medarbejdere oplever, at de kan stille spørgsmål, udtrykke bekymringer og erkende fejl uden at blive ydmyget eller straffet for det.

Det betyder ikke, at alle skal være enige.

Tværtimod skal der være plads til faglig uenighed.

På arbejdspladser, hvor medarbejdere ikke føler sig trygge ved at sige deres mening, kan problemer blive håndteret indirekte.

Man taler måske med kolleger om en frustration frem for med den person, som faktisk har mulighed for at ændre forholdene.

Her kan dramatrekanten være med til at fastholde kommunikationen i kritik, frustration og forsøg på at redde hinanden.

Fra personkonflikt til fælles problemløsning

En leder, der ønsker at undgå dramatrekanten, kan arbejde med fire principper.

1. Undersøg frem for at dømme

Spørg:

"Hvad er der konkret sket?"

"Hvordan oplever I hver især situationen?"

"Hvilke aftaler og forventninger har været gældende?"

Det reducerer risikoen for, at lederen ubevidst kommer til at vælge side.

2. Skeln mellem følelser og ansvar

En medarbejders frustration skal tages alvorligt.

Men det er ikke det samme som, at alle medarbejderens fortolkninger nødvendigvis er korrekte.

Lederen skal kunne anerkende følelsen og samtidig undersøge situationen.

3. Skab tydelig ansvarsfordeling

Uklare roller, modstridende krav og manglende prioritering kan skabe konflikter.

Derfor er løsningen ikke altid at ændre medarbejdernes kommunikation.

Nogle gange skal arbejdsprocesserne, ressourcerne eller ledelsesbeslutningerne ændres.

4. Hold fokus på fremtidige handlinger

Når problemet er tilstrækkeligt belyst, er det vigtigt at spørge:

"Hvad skal vi gøre anderledes fremover?"

"Hvem har ansvar for hvilke opgaver?"

"Hvornår følger vi op?"

Det flytter samtalen fra gensidige bebrejdelser til konkrete aftaler.

Dramatrekanten må ikke blive en undskyldning

Der er en vigtig faglig pointe, når modellen anvendes i organisationer.

Ikke alle konflikter skyldes uhensigtsmæssige samspil.

Mobning, krænkende handlinger, urimelige arbejdskrav og mangelfuld ledelse er reelle problemer, der kræver konkrete organisatoriske handlinger.

Dramatrekanten må derfor aldrig bruges til at gøre en medarbejder med en berettiget klage ansvarlig for den adfærd, vedkommende er udsat for.

At indtage krænkerrollen i modellens forstand er heller ikke automatisk det samme som at begå en faktisk krænkelse. Den forskel er væsentlig, når vi bruger modellen fagligt.

Modellen er et redskab til at undersøge kommunikationsmønstre, ikke en forklaring på alle arbejdsmiljøproblemer.

God ledelse kræver mere end gode intentioner

Det er sjældent tilstrækkeligt, at en leder ønsker at være hjælpsom.

God ledelse kræver også evnen til at være tydelig, undersøgende og ansvarlig.

Når en leder kan bevare nysgerrigheden i en konflikt, fordele ansvar og skabe rammer for konstruktiv dialog, bliver det lettere for medarbejderne at gøre det samme.

Den vigtigste ledelsesopgave er ikke at redde alle fra ubehag, men at skabe rammer, hvor problemer kan håndteres åbent, respektfuldt og ansvarligt.