Af Anna-Mette Thomsen, autoriseret psykolog og specialist i arbejds og organisationspsykologi, Inspires
Har du nogensinde oplevet en konflikt, hvor du bagefter tænkte: Hvordan endte vi egentlig her?
Måske begyndte samtalen med en ganske almindelig uenighed. Men pludselig handlede det ikke længere om selve problemet. Den ene følte sig angrebet, den anden følte sig misforstået, og en tredje forsøgte at skabe fred.
Alligevel blev konflikten bare større.
Det er netop den type samspil, som den psykologiske model dramatrekanten kan hjælpe os med at forstå.
Hvad er dramatrekanten?
Dramatrekanten blev udviklet af den amerikanske psykiater Stephen Karpman i 1968. Modellen beskriver tre roller, som mennesker kan indtage, når relationer bliver præget af konflikt, afmagt eller følelsesmæssigt pres.
1. Offerrollen: Jeg kan ikke gøre noget
I offerrollen oplever man sig magtesløs. Problemet føles uden for ens kontrol, og løsningen synes at afhænge af andre mennesker.
Typiske tanker kan være:
- "Det er altid mig, det går ud over."
- "Ingen forstår, hvor svært jeg har det."
- "Jeg kan alligevel ikke ændre noget."
Det er vigtigt at understrege, at offerrollen ikke betyder, at en persons problemer er indbildte. Mennesker kan være udsat for helt reelle belastninger og uretfærdigheder.
Modellen handler om den psykologiske position, hvor oplevelsen af afmagt kommer til at dominere ens handlemuligheder.
2. Redderrollen: Jeg må løse det for dig
Redderen er ofte et omsorgsfuldt og hjælpsomt menneske.
Problemet opstår, når hjælpen bliver til overansvar. Redderen overtager opgaver, følelser eller beslutninger, som et andet menneske selv kunne have haft indflydelse på.
Tankerne kan lyde:
- "Jeg bliver nødt til at hjælpe."
- "Det er synd for hende."
- "Hvis ikke jeg gør noget, bliver det aldrig løst."
Redderen kan gradvist blive udmattet, fordi vedkommende føler ansvar for noget, der ikke kan kontrolleres alene.
3. Krænkerrollen: Det er din skyld
Krænkeren reagerer med kritik, bebrejdelser eller kontrol.
Bag denne adfærd kan der ligge frustration, utryghed eller en oplevelse af ikke at blive hørt.
Typiske udsagn kan være:
- "Du gør aldrig noget rigtigt."
- "Det er jo dig, der skaber problemerne."
- "Nu må du simpelthen tage dig sammen."
Her bliver fokus flyttet fra problemet til personen.
I dramatrekanten beskriver krænkerrollen et uhensigtsmæssigt kommunikationsmønster. Betegnelsen betyder ikke nødvendigvis, at personen begår faktiske krænkelser eller overgreb.
Det interessante er, at vi skifter roller
Forestil dig en medarbejder, som føler sig overbelastet og siger til sin kollega:
"Jeg kan slet ikke overskue mine opgaver. Min leder bliver bare ved med at give mig mere arbejde."
Kollegaen træder straks ind i redderrollen:
"Det er også for dårligt. Jeg tager nogle af dine opgaver."
Efter flere uger bliver kollegaen selv presset og siger:
"Jeg hjælper dig hele tiden, men du gør jo aldrig selv noget!"
Nu er redderen blevet krænker.
Den overbelastede medarbejder føler sig angrebet og svarer:
"Du er præcis ligesom alle de andre. Ingen forstår mig."
Konflikten fortsætter, selvom begge oprindeligt ønskede en løsning.
Det afgørende ved dramatrekanten er netop, at rollerne ikke er faste personlighedstræk. Vi kan bevæge os mellem dem, nogle gange i løbet af ganske få minutter.
Hvorfor bliver vi fanget?
Når følelserne bliver stærke, kan vores opmærksomhed indsnævres.
Vi bliver mere optagede af at forsvare os selv, få ret, undgå skyld eller redde relationen end af at forstå, hvad der faktisk foregår.
Gamle erfaringer kan også få betydning. Et menneske, der tidligt har lært at tage ansvar for andres trivsel, kan eksempelvis lettere komme til at indtage redderrollen.
Andre kan have erfaringer med at blive kritiseret og derfor reagere hurtigt med forsvar eller modangreb.
Det er ikke nødvendigvis bevidste valg. Ofte er der tale om indlærte reaktionsmønstre, som bliver særligt tydelige under pres.
Hvordan bryder vi mønstret?
Første skridt er at opdage, hvad der foregår.
Spørg dig selv:
- Forsøger jeg at placere hele skylden hos den anden?
- Føler jeg mig ansvarlig for at løse et andet menneskes problemer?
- Har jeg mistet blikket for, hvad jeg selv kan gøre?
Når vi bliver opmærksomme på vores egen rolle, får vi mulighed for at reagere anderledes.
I stedet for "Du gør aldrig noget rigtigt" kan vi sige:
"Jeg bliver frustreret, når vores aftaler ikke bliver overholdt. Hvordan finder vi en løsning?"
I stedet for "Jeg kan ikke gøre noget" kan vi spørge:
"Hvad har jeg mulighed for at påvirke?"
Og i stedet for straks at overtage andres problemer kan vi spørge:
"Hvad har du brug for hjælp til, og hvad kan du selv gøre?"
Konflikten ændrer sig, når vi ændrer vores reaktion
Dramatrekanten kan hjælpe os med at forstå, hvorfor nogle konflikter bliver ved med at gentage sig.
Men modellen skal ikke bruges til at udpege, hvem der er offer, redder eller krænker.
Den skal bruges til at forstå samspillet.
For når vi begynder at interessere os for vores egen andel af kommunikationen, opstår der nye muligheder.
Vi kan ikke altid bestemme, hvordan andre mennesker reagerer. Men vi kan arbejde med den rolle, vi selv kommer til at indtage.
Og ofte er det netop dér, forandringen begynder.